Vi bruger cookies på vores hjemmeside. Læs mere i vores Privacy Policy

Tak for et begivenhedsrigt 2014!

På itslearnings og egne vegne vil jeg gerne sige tak for samarbejdet i et godt og særdeles begivenhedsrigt år og ønske alle vore brugere, kunder og samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår.

2014 blev året, hvor vi for alvor etablerede itslearning på grundskoleområdet i Danmark. Efter at vi i 2013 indledte et samarbejde med firmaet SkoleSoft, overtog vi i løbet af 2014 alle aktiviteter omkring SkoleIntra og påbegyndte en modernisering og opgradering af systemet.

Samtidig tog en række skoler itslearning læringsplatformen i brug og tog dermed et afgørende skridt ind i en ny æra, hvor al undervisning planlægges, koordineres og gennemføres med brug af en digital læringsplatform.

 

Et af årets højdepunkter var SkoleIntra-træffet i Kolding. Med mere end 1000 deltagere var træffet en overvældende succes. Udover de mange spændende oplæg og de interessante drøftelser og diskussioner imellem oplæggene, oplevede vi en helt fantastisk opbakning fra vores mange brugere til de visioner, vi har for vores produkter og deres anvendelse på skolerne.

På de indre linjer har der også været vækst. Vi er gået fra fem til 19 medarbejdere i løbet af året, og vi har åbnet nye kontorer i København og Aarhus. Begge steder har vi nu fået etableret kursusfaciliteter, og der er fuld gang i SkoleIntra-kurserne.

Hvad det nye år bringer

Når vi ser fremad vil brugeroplevelse, integration og mobilitet være nøgleordene for udviklingen i 2015. I starten af det nye år lancerer vi en app til ForældreIntra, der gør det endnu nemmere at tilgå systemet fra mobile enheder og tablets.

Appen er første skridt i udviklingen af Nyt SkoleIntra, hvor hele SkoleIntra bliver moderniseret og opdateret til en mere brugervenlig version. Der kommer også en app til lærerne. Alle initiativer sker med henblik på, at SkoleIntra vil være skolernes foretrukne samarbejdsplatform i de kommende år.

2014 bød på mange møder med brugerne – her i Middelfart 

Vi integrerer i øjeblikket SkoleIntra med mere end 70 eksterne produkter. Vi oplever stor interesse fra både leverandører og brugere i at udvide rækken af produkter vi integrerer med – ikke mindst rækken af cloud-baserede tjenester, der giver uddannelsesverdenen fordelagtige vilkår. Forbedret integration mellem læringsplatformen itslearning og SkoleIntra vil også være blandt de forbedringer der tilbydes i 2015.

Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde i 2015 og vil endnu engang ønske alle en glædelig jul og et godt nytår!

Per Thorbøll

Direktør, itslearning Danmark


No comments (Add your own)

Add a New Comment


code
 

Comment Guidelines: No HTML is allowed. Off-topic or inappropriate comments will be edited or deleted. Thanks.

Video Få en demo Kontakt os