Vi bruger cookies på vores hjemmeside. Læs mere i vores Privacy Policy

Digitale læringsmiljøer: Forældrene har brug for at kunne følge med

”Jo mere læringsmiljøet bliver digitalt, jo mere foregår læringen skjult for forældrene. Vi risikerer at tabe opbakningen til skolens læringsmiljø fra en hel forældregeneration på gulvet, fordi de mister føling med deres børns skolegang." Sådan lyder det fra Steen Juhl Møller, som udfolder emnet på årets SkoleIntra-træf.

"De digitale læremidler stiller helt nye krav til lærerne om at synliggøre, hvad der sker i klassen, og hvordan den enkelte elev udvikler sig."

"Vi har brug for at få forældrene med på de digitale portaler, deres børn undervises på. De tider er jo forlængst forbi, hvor forældrene kunne holde sig ajour ved at dykke ned i skolebøger og kladdehæfter i deres barns skoletaske”, siger Steen Juhl Møller, pædagogisk konsulent i UCSyd og lærer på Fælleshåbskolen i Vejle Kommune.

”ForældreIntra er et fantastisk kommunikationsmiddel i skole/hjem-samarbejdet – men som undervisere skal vi nytænke måden at bruge Forældreintra på. Det handler om elevernes læringsmiljø. Lektiebogen kan fx bruges aktivt til dybe links, forløbsbeskrivelser kan visualiseres og elevprodukter kan vises med integrerede billeder og videor. Tager lærerne og skolen ikke fat i den opgave, får forældrene utroligt svært ved at understøtte deres børns læring. Udviklingen går hurtigt, og det er nu, man skal tage diskussionen og sætte ind, hvis forældrene ikke skal kobles af den digitale udvikling i skolen, ” pointerer Steen Juhl Møller.

Had/kærlighedsforhold til ForældreIntra

Centralt i forældrekommunikationen står ForældreIntra, som Steen Juhl Møller har et erklæret had-kærlighedsforhold til.

”Som forældre synes jeg, ForældreIntra er en pest, fordi alt for meget handler om forsvundne gummistøvler og ”hvem-kan-bage-diskussioner”. Men som underviser anser jeg ForældreIntra for at være en rigtig god hjælp, når kanalen ellers bruges rigtigt til at fortælle forældrene om læring og undervisning i klassen. ”

Had/kærlighedsforholdet til ForældreIntra kommer frem i lys lue, når Steen Juhl Møller holder oplæg på Skoleintra-træffet.

På Undervisertræffet den 28. september holder han oplægget 'Derfor hader jeg ForældreIntra' og på Organisationstræffet den 30. september vender bøtten i 'Derfor elsker jeg ForældreIntra'

No comments (Add your own)

Add a New Comment


code
 

Comment Guidelines: No HTML is allowed. Off-topic or inappropriate comments will be edited or deleted. Thanks.

Video Få en demo Kontakt os